art: Stær - Sturnus vulgaris

Den kan for nogen måske ligne en solsort. Af de mere sjældne forvekslingsmuligheder kan der nævnes den, i Danmark, yderst sjældne ensfarvet stær.

Som redemateriale anvendes bl.a. malurt og kodriver, der udskiftes i hele rugeperioden. Det mindsker mængden af utøj i reden. Stæren er ligesom gøgen redesnylter. Stærehunner kan lægge deres æg i andre stæres reder. Derfor vogter stæren nidkært sin rede mod evt. snyltende artsfæller, og hunnen kaster fremmede æg ud af sin rede, før den selv er begyndt at lægge æg. I sidste halvdel af september kan man opleve, at stærene dukker op ved redestedet igen og begynder at synge. Det er ikke for at få et nyt kuld unger på vingerne, men for at fjerne gammelt redemateriale og dermed parasitter, som ellers kunne have overvintret til næste ynglesæson. Stæren er ganske alsidig i sit fødevalg. Den lever især af insekter, orme og snegle og om efteråret og vinteren af frugter og bær. Føden finder den især på græsplæner samt afgræssede enge. Den almindeligste føde til ungerne er stankelben- og sommerfuglelarver. Ungerne har brug for en varieret føde for at trives, så de voksne stære må søge føde forskellige steder.

Den foretrækker gamle løvskove eller bebyggede områder, men har også brug for lysåbne levesteder, hvor den ofte fouragerer. Stæren yngler i huller i træer, under tagskæg eller gerne i redekasser.

I Danmark er stæren en meget almindelig og vidt udbredt art. I Europa er den vidt spredt, men yngler dog kun i meget begrænset omfang i det sydligste Europa. Stæren er også udbredt fra Asien til det centrale Sibirien. Desuden er arten indført i Nordamerika, Australien og New Zealand, hvor der nu findes store bestande.

I træktiden besøges Danmark desuden af store mængder skandinaviske stære. Stæreflokkene kan især i efteråret være så store, at de nærmest formørker solen, hvilket har givet anledning til begrebet sort sol. Op mod 500.000 fugle er ikke ualmindeligt at iagttage på én gang om efteråret i Tøndermarsken.